Vedtægter

Grundejerforeningen Østertoften 

St. Darum. 

Stiftet 28-1-1987

 

                Navn, hjemsted og formål

§1             Foreningens navn er ”Grundejerforeningen Østertoften”

§2             Foreningens hjemsted er Esbjerg kommune. Eventuelle retssager anlægges ved den til enhver tid gældende retskreds gældende for området.

§3             Grundejerforeningens formål er at varetage medlem-mernes nuværende og fremtidige fælles interesser af enhver art i forbindelse med foreningens geografiske område.

                Grundejerforeningen er berettiget til at fremskaffe og administrere de midler, der skal anvendes til reali-sering af foreningens formål, herunder fastsætte nærmere regler for, hvorledes medlemmerne skal betale kontingent, samt til at underskrive og tinglyse deklarationer med eller uden pant.

De bestemmelser foreningen træffer til gennemførelse af foreningens formål er fuld bindende for de enkelte medlemmer.

Foreningen er pligtig til at tage skøde på eventuelle fællesarealer med videre med derpå værende anlæg, såfremt dette kræves af tredjepart.

                Foreningens bestyrelse er berettiget til at udfærdige et ordensreglement. Ordensreglementet, der skal vedtages af en generalforsamling med 2/3 flertal, træder i kraft fra det tidspunkt, der er fastsat på generalforsamlingen.

Medlemmerne og deres forhold til foreningen               

§4             Foreningens medlemmer er de til enhver tid værende ejere af grunde, der er eller vil blive udstykket fra matrikel nr. 30 ah St. Darum beliggende iØstertoften.

Grundejerforeningen skal være berettiget til med 2/3 flertal af de på en generalforsamling fremmødte medlemmer at træffe bestemmelse om, at også ejere af grunde uden for foreningens område kan være medlemmer af foreningen, eller at grundejerforeningen kan sluttes sammen med en anden grundejerforening.

§5             Når et medlem overdrager sin grund eller på anden måde ophører at være ejer af denne, er han fra overtagelsesdagen ophørt med at være medlem af foreningen og kan intet krav rette mod foreningens formue.

Den nye ejer overtager den tidligere ejers rettigheder og forpligtelser overfor foreningen. Den tidligere ejer hæfter dog stadig for eventuelle restancer overfor foreningen, indtil den nye ejer har betalt restancerne og overtaget forpligtelserne.

Både den tidligere og den nye ejer er pligtige til at anmelde ejerskiftet til foreningens kasserer samt oplyse om den nye ejers navn og bopæl. Såfremt ejeren ikke har bopæl i foreningens område, oplyses desuden ejendommens husnummer.

§6             Foreningens medlemmer hæfter i forhold til tredje-mand ikke solidarisk for foreningens forpligtelser.

l forholdet til foreningen hæfter medlemmerne pro rata (fordelingstal= antal medlemmer), hvilket også skal gælde for tab, som foreningen har på enkelte medlemmer.

Det årlige kontingent, som skal dække foreningens administration og øvrige udgifter, fastsættes på den årlige ordinære generalforsamling. Kontingentet betales forud. Seneste betalings dato vedtages af bestyrelsen. Indbetaling af kontingent og eventuelt andre bidrag skal ske til foreningens bankkonto eller et andet af bestyrelsen anvist betalingssted.

Er et medlem mere end 1 måned i restance til foreningen, kan det pågældende beløb inddrives ad retslig vej, efter at der forinden er givet medlemmet skriftlig påmindelse om inden 8 dage at betale restancen.

Alle omkostninger i forbindelse med inddrivelsen betales af vedkommende restant, der endvidere skal betale et administrationstillæg for restancen, svarende til 1/4 af årskontingentet.

Er restancen ikke indbetalt senest 8 dage før en generalforsamling, mistes retten til stemmeafgivelse samt valgbarhed i forbindelse med den pågældende generalforsamling.

Generalforsamlingen

§7             Generalforsamlingen er foreningens højeste myndighed.

§8             Den ordinære generalforsamling afholdes hvert år i februar måned i St. Darum. Såfremt der ikke er egnede lokaler i St. Darum, kan generalforsamlingen afholdes så tæt på foreningens område som muligt.

Indkaldelsen skal ske skriftligt med mindst 14 dages varsel overfor hvert enkelt medlem under den anførte adresse i medlemsprotokollen. Indkaldelsen skal indeholde generalforsamlingens dagsorden jvf. vedtægterne samt eventuelle rettidige indkomne forslag til behandling.

Forslag, der af medlemmerne ønskes behandlet på den ordinære generalforsamling, skal være formanden i hænde senest den 15. januar.

Sager, der ikke er optaget på dagsordenen, kan ikke sættes under afstemning.

På hver ordinær generalforsamling skal følgende punkter behandles:

  1. Valg af dirigent.
  • Bestyrelsens beretning om det forløbne år.
  • Aflæggelse af regnskab.
  • Behandling af evt. rettidigt indkomne forslag.
  • Fremlæggelse af budget og fastsættelse af kontingent.
  • Valg af bestyrelsesmedlemmer. 2 på valg i ulige år, 3 på valg i lige år.

                1. Valg af 2 bestyrelsessuppleanter. På valg hvert år.

                2. Valg af 2 revisorer. På valg hvert år.

                3. Valg af 1 revisorsuppleant på valg hvert år.

10. Eventuelt.

(Under eventuelt kan der ikke sættes forslag under afstemning).

§9             Ekstraordinær generalforsamling, der indkaldes på samme måde og med samme frist som den ordinære, afholdes så ofte som bestyrelsen finder det nødven-digt, eller efter at mindst 1/4 af foreningens med-lemmer – der ikke er i restance til foreningen – til bestyrelsen indgiver skriftlig anmodning. Anmod-ningen skal indeholde angivelse af dagsordenen for den ekstraordinære generalforsamling, samt en uddybende begrundelse. Når anmodningen er indgivet til bestyrelsen, skal generalforsamlingen afholdes inden 6 uger efter modtagelsen.

Hvis ikke mindst 3/4 af de medlemmer, der har ønsket den ekstraordinære generalforsamling indkaldt, er til stede på generalforsamlingen, kan dagsordenen nægtes behandlet.

§10           Hver husstand har på den ordinære såvel som på den ekstraordinære generalforsamling 1 stemme.

Alle afstemninger foregår skriftligt med mindre generalforsamlingen enstemmigt vedtager, at afstemning ved håndsoprækning er hensigtsmæssig.

Stemmeafgivningen kan ske ved skriftlig fuldmagt til et andet medlem. Intet medlem kan dog afgive stemme i henhold til mere end én fuldmagt.

Beslutninger på generalforsamlingen træffes ved simpelt flertal, dog jævnfør §3, §4 og §11.

Over det på generalforsamlingen passerede føres et referat, der underskrives af dirigenten og formanden, hvorefter den har fuld beviskraft i enhver henseende.

Referatet kan udsendes til de enkelte medlemmer.

§11           Til vedtagelse på en generalforsamling kræves:

2/3 flertal for at tage beslutning om følgende:

Anvendelse af fællesarealer, ordensreglement, daglig drift, kontingentfastsættelse, vedtægtsændringer, ekstraordinære bidrag samt optagelse af lån.

2/3 flertal på to på hinanden følgende generalforsamlinger for at tage beslutning om følgende:

Ændringer af hæftelsesform – opløsning.

Når der på to på hinanden følgende general-forsamlinger er truffet gyldig bestemmelse om bevilling af ekstra midler ud over det nødvendige kontingent eller ekstra indskud fra medlemmernes side herunder optagelse af lån, er bestyrelsen bemyndiget til at underskrive for foreningens medlemmer i ethvert forhold, der er nødvendigt til gennemførelse af generalforsamlingens beslutning.

Bestyrelsen

§12           Bestyrelsen består af fem medlemmer, der vælges for 2 år ad gangen. Den valgte bestyrelse konstituerer sig selv med en formand, kasserer og eventuel en sekretær. Der kan kun vælges / ansættes en person pr. husstand. Suppleanter vælges for 1 år ad gangen. Bestyrelsen er bemyndiget til evt. at ansætte og afskedige og fastsætte løn til en sekretær, der ikke behøver at være medlem af foreningen.

Et bestyrelsesmedlem, der uden lovlig grund udebliver fra tre på hinanden følgende besty-relsesmøder, må udgå af bestyrelsen, hvis blot ét medlem af bestyrelsen kræver det. Suppleanten indtræder da i stedet for vedkommende. 

Dersom antallet af bestyrelsesmedlemmer ved afgang i årets løb bliver mindre end tre, og efter at suppleanterne er tiltrådt, er bestyrelsen berettiget til at supplere sig selv indtil førstkommende generalforsamling.

Kassereren, der ikke behøver at være medlem af grund-ejerforeningen, modtager eventuelt et årligt honorar, der fastsættes af generalforsamlingen.

Er kassereren ikke medlem af grundejerforeningen, har denne ingen stemmeret i bestyrelsen. Såfremt kassereren får frafald, udpeges en midlertidig kasserer af bestyrelsen.

§13           Bestyrelsen har den daglige ledelse af foreningens virksomhed – herunder drift og vedligeholdelse af fællesanlæg samt varetagelse af dens formål og interesser. Bestyrelsen er dog berettiget til at ansætte og bestemme aflønningen m.v. af medarbejdere til at forestå drift og vedligeholdelse af eventuelle fælles anlæg.

Der afholdes møde, så ofte formanden eller to medlemmer finder det nødvendigt.Der skal som minimum skrives beslutningsreferat på bestyrelses-møderne. Referatet skal godkendes af bestyrelsen senest på det næstfølgende bestyrelsesmøde. Referatet kan omdeles til medlemmerne.

Bestyrelsen er kun beslutningsdygtig når mindst 3 bestyrelsesmedlemmer er til stede ved bestyrelses-møder.

Bestyrelsens beslutning træffes ved stemmeflerhed I tilfælde af stemmelighed er formandens stemme udslagsgivende.

§14           Foreningen tegnes over for tredjemand af et flertal af bestyrelsen eller af formand og kasserer i forening.

Revisorer og regnskab

§15           Generalforsamlingen vælger 2 revisorer og 1 revisorsuppleant. Genvalg kan finde sted.

Revisorerne kan en gang halvårligt gennemgå foreningens regnskab, der føres af kassereren efter bestyrelsens nærmere bestemmelse og forvisser sig om, at de i regnskabet opførte aktiver er til stede, hvorefter de indgiver deres revisionsbemærkninger til bestyrelsen.

Revisorerne kan når som helst foretage kasse-eftersyn.

§16           Foreningens regnskab er kalenderåret. Regnskabet skal afleveres til revisorerne inden den 25. januar og skal af dem være revideret tids nok til, at regnskabet med revisionspåtegning kan udsendes til medlem-merne samtidig med indkaldelse til general-forsamlingen

                Er regnskabet ikke udsendt sammen med indkaldelsen kan regnskabet afhentes 8 dage før generalforsamlingen hos formanden eller kasseren.

§17           Medlemmernes indbetalinger indsættes på bankkonto i foreningens navn.

På kontoen kan kun hæves af kassereren.

Den kontante kassebeholdning må ikke overstige kr. 500,00 kr.

§18           Foreningens opløsning kan kun finde sted efter forslag fra bestyrelsen eller 2/3 af foreningens medlemmer og kan kun vedtages efter de gældende regler om lovændringer. Forslaget skal indeholde bestemmelse om anvendelse af foreningens formue.

Foreningen kan dog ikke opløses uden samtykke fra den påtaleberettigede i henhold til gældende lokalplan for området.

Særlige bestemmelser 

§19           Fremkommer der spørgsmål, hvor foreningens vedtægter intet foreskriver, er bestyrelsen pligtig til efter bedste evne og overbevisning at afgøre og løse disse. Sagen skal dog fremlægges til medlemmernes godkendelse ved førstkommende generalforsamling. I særdeles vigtige anliggender skal bestyrelsen indkalde til ekstraordinær generalforsamling.

§20           Ingen vedtægtsbestemmelse må være i strid med tinglyste deklarationer eller nogen kommunal vedtægt.

Godkendelse m.v.

§21           Ovenstående love er vedtaget på en dertil indkaldt stiftende generalforsamling d. 28.01.1987.

§22           Ovenstående love er revideret og vedtaget på den ordinære generalforsamling d.25.02.1999.

§23           Ovenstående love er revideret og vedtaget på den ordinære generalforsamling d.28.02.2018